
Nu vil nogen måske protestere og sige, at det umuligt kan være VIP-området, men det var det, for vi stod ved siden af Lauge og co. Udover et fantastisk view over banen var det også udsigt til et reservemål, såfremt et af de gamle skulle blive slidt op af utallige VB-scoringer.

Desuden var der udsigt til den fantastiske måltavle, der rent faktisk bliver betjent af to personer. Én til af skifte hjemmeholdets mål og én til udeholdet. ”It’s a two-man job.” Hvilket det så viste sig ikke at være, da hjemmeholdet naturligvis ikke scorede.

Inden kampstart nåede vi at forsyne os med en platte og en cola, som kostede henholdsvis 25 kr. og 15 kr. og så får man en tyver tilbage på en halvtredser. Det er sgu service.
Kampen går i gang og Lawal scorer: DONG!!!!

Undervejs i kampen gik nogle piger rundt og spurgte, om vi var tørstige? Øh ja, sagde vi og troede, at vi kunne få et par fadbamser. Men nej, det var en reklamestunt for Faxe Kondi Pro, som åbenbart bare er en alm. Faxe Kondi, hvor bruset er rystet af. Nå, de var gratis, så de får sgu lidt gratis reklame her på bloggen.

Kampen fortsætter, og Briandinho scorer: DONG!!!
Ok, jeg fik ikke taget et billede af tavlen ved 0-2, men takket være photoshop kan vi vise en realistisk dramatisering.

Pauseunderholdningen bestod af at få lov til at stå i kø og se en febrilsk ung mand skifte en fadølsfustage. Da øllene så endelig blev skænket var der græsstrå i. Ja, alt smager af fodbold på Risvangen.
Anden halvleg husker jeg for flere mærkværdige ting. Nørlund, Delani og den mægtige Balling blev sendt til opvarmning. Ove C. var ikke tilfreds med tempoet i opvarmningen (den mand ser alt!!) og skældte ud. Imidlertid var Delani den eneste der tog notits af Oves råberi, og Delani begyndte at spurte som en gal. Delani har åbenbart lært dansk. Den mægtige Balling løb derimod om bag nogle træer og gemte sig og kom først frem flere min. senere. Hvor er det for øvrigt bizart at tænke på, at den mægtige Balling har haft hjemmebane på et så beskedent stadion som Risvangen.
Desuden kammede det helt over for stadionspeakeren, som åbenbart troede han var med i en genudsendelsen af comedy fight-club. Han underholdt med sjove bemærkninger som: ”husk at købe blomster til din kone”, og ”jeg kan ikke huske, hvem danmarkserieholdet skal spille imod.” Hvis det ikke virker sjovt på skrift, er det helt retvisende, for det var heller ikke sjovt i virkeligheden.
Kampen endte 2-0 og VB er nu så godt som sikre på oprykning. Det betyder, at vi ikke skal på Risvangen næste sæson. Heldigvis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar