Nå men på vej til kampen stødte vi ind i kampens dommertrio, som havde valgt at gå til kampen. Det må have været en lang gåtur, for dommeren udgik af kampen med en skade.

Inde på stadion mødte vi en trofast Sønderjyske-fan. Hvad gør man for øvrigt, når man er Sønderjyske-fan og skal til fobol å' schtadion? Jamen, man tager da sin AaB-trøje på. Det giver god mening.
Hey, er du, kære læser, klar på et tankeeksperiment? Nå ikke? Jamen vi prøver alligevel: Forestil dig, at du er kommet lidt op i årene. Du er måske cirka 50. Du mener selv, at du er i besiddelse af et komisk talent, som du SKAL dele med andre. Du er måske endt som nummer sidst i comedy fight club. Du er måske blevet smidt ud af Talent 2008 med ordene: "Kom aldrig igen." Alle dine venner og din familie har sagt til dig, at du ikke er sjov, og du skal holde op med at plage andre med dit manglende talent. Hvad gør du nu? Bider du i det sure æble og vender tilbage til dit fuldtidsjob som revisor? Nej nej nej. Det er helt forkert. Du bliver da stadionspeaker på Sønderjyske Stadion!!! Hold da op en klaphat. Stadionspeakeren på Vejle Stadion er Chris Rock på sjovepiller i forhold til ham. DBU bør indføre en regel imod stadionspeakere, der siger mere end tal til en fodboldkamp. Fremover er det eneste jeg vil høre gennem et stadionspeakeranlæg tallene fra 0-9 og kombinationer deraf og måske en smule Rick Astley.

Indrømmet: jeg har måske råbt et par mindre intelligente ting til en fodboldkamp. Eksempelvis har jeg flere gang råbt til Peter Degn, at han har en fantastisk fysik, og det er selvfølgelig dumt. Dumme tilråb findes på alle stadions, men de findes til overflod på Sønderjyskes stadion! Især den gruppe som ses på billedet herunder udmærkede sig ved konstante dumme tilråb, hvilket er chokerende, for de ser jo ellers kloge ud.

Nu siger jeg godt nok, at det var dumme tilråb, men jeg kan rent faktisk ikke vide det helt nøjagtigt, for ca. 95% af tilråbene forstod jeg ikke. Og jeg mener det; mere end ofte udstødte de blot høje lyde, og på et tidspunkt troede jeg, at jeg var i episoden af South Park, hvor der råbes "they took our jobs!"
Men alt i alt er et besøg på Sønderjyske stadion en trist affære. Og så var der endda sæsonrekord, da jeg var der. Her til sidst vil jeg dog sige, at der var en form for stemning blandt Sønderjyske-tilhængerne, Ser du, de havde nemlig fået lov at låne trommer i Aabenraa! Sådan! Derfor kunne man kampen igennem fornemme noget, der mindede om et Scooter kopi-band. Achtung achtung! Hier gibts Stimmung!
1 kommentar:
Haha, klasse!
Send en kommentar